Dyne-Larsen lukker butikker
Jysk påvirkes af uroen på Krim-halvøen
Balladen i Ukraine tvinger nu Jysk til at lukke tre butikker midlertidigt på Krim-halvøen.
Der er langt fra Jysks hovedkvarter i Aarhus til den storpolitiske magtkamp mellem Rusland og Ukraine på Krim-halvøen.
Men ikke desto mindre, så må de lokale ukrainere finde et andet sted at handle senge, møbler og puder.
- Lukningen af de tre butikker skyldes, at vi er endt i et juridisk ingenmandsland. Der er store politiske interesser og lovgivninger oppe mod hinanden. Det er umulig at drive forretning, som det er lige nu, så desværre må vi tage en timeout og vente at se, hvordan situationen udvikler sig, siger Jonas Schrøder, der er communications og CSR director i Jysk, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Mens Dyne-Larsen er vant til at åbne nye butikker hver eneste uge rundt omkring i hele verden, så er det ikke hverdagskost at måtte lukke tre på kun en uge.
- Det er nyt for os, vi plejer jo at åbne tre butikker om ugen, og nu måtte vi lukke tre. Der er praktiske problemer dernede, og der er andre interesser, som kører over vores hoveder, så der er ikke så meget at gøre ved det, siger Jonas Schrøder.
De ansatte i de tre butikker, som er midlertidigt lukket, er alle blevet tilbudt at arbejde i andre af Jysks butikker i landet, indtil der igen er stabilitet og politisk ro på Krim-halvøen.
Det tilbud har hver tredje takket ja til.