Designtyve på spil
Brød dør op med koben
19. apr 2014, kl. 14:30
Mere end 30 dage gammel
Stjal lampe, stole, smykker og guld og tasker.
En familie i Egå ved Aarhus fik sig en grim forskrækkelse, da de fredag aften kom hjem.
Mens familien havde været væk hjemmefra, havde endnu ukendte tyve været på besøg i huset.
- De har brudt hoveddøren op. De har formentlig tvunget sig adgang med et koben, siger Carsten B. Dahl, der er vagtchef hos Østjyllands Politi, til TV 2 Østjylland.
Indbrudstyvene er sluppet af sted med PH Koglen, Arne Jacobsens Ægget og Svanen, smykker, manchetknapper i guld, Luis Vuitton-tasker, ur af mærket Cartier og kontanter.
Indbruddet er sket i tidsrummet torsdag klokken 11.00 til fredag klokken 18.00.