AGF ydmyget på hjemmebane
Tabte med hele 0-4 til FC Midtjylland
AGFs krise blev fredag aften forværret, da østjyderne på hjemmebane tabte hele 0-4 til FC Midtjylland.
Aarhusianerne har dermed tabt fem kampe i streg i Superligaen. De er fortsat placeret på Superligaens 10.-plads, hvor de har to point ned til Viborg under nedrykningsstregen.
AGF havde igennem første halvleg flere gode muligheder for at komme på scoringstavlen. Blandt andet havde Johan Bjørdal et hovedstød på overliggeren, og Kasper Povlsen var alene igennem på en friløber, som Jonas Lössl afværgede.
FC Midtjylland kom foran efter 26 minutters spil, da et indlæg fra Kristian Bak Nielsen sejlede hele vejen igennem AGF-feltet og havnede hos Petter Anderson, som stod fuldstændigt umarkeret og let kunne score.
Selvsamme opspil gentog sig 10 minutter senere, da FC Midtjylland kunne udbygge føringen til 2-0. Endnu et indlæg fra Kristian Bak Nielsen strøg igennem AGF-feltet, hvor Petter Anderson på ny var umarkeret og på ny kunne score for midtjyderne.
I løbet af anden halvleg havde AGF'erne flere gode muligheder for at komme tilbage i kampen, hvor især Jens Jønsson og Johan Bjørdal havde gode tilbud.
Alligevel endte det med, at FC Midtjylland slog sejren fast, da holdet kom foran med både 3-0 og 4-0. Først kunne Pione Sisto let sparke bolden i et tomt mål efter at være blevet spillet fri af Sylvester Igboun.
Efterfølgende gjorde André Rømer ydmygelsen total, da han sparkede en løs returbold i kassen til kampens slutcifre 4-0.