Chuck Berry-koncert endte i katastrofe
Arrangør: Chuck Berry-koncert under lavmål
Lørdagens Chuck Berry-koncert på Værket i Randers skuffede både anmeldere og publikum fælt, og den 87-årige rocklegende blev både kaldt primadonna og pivringe af anmelderne.
- Vi havde en koncert lørdag aften, som er enhver koncertarrangørs store frygt, en form for kollaps foran en udsolgt sal, og en sørgelig kollaps fra en kæmpestor kunstner, siger Musik- og teaterchef på Værket Mikael Qvist Rørsted til DR Kultur.
Ifølge Jyllands-Postens anmeldelse sang Chuck Berry både pivfalsk og absurd usammenhængende, og den konfuse rockguitarist glemte på et tidspunkt sangteksten.
Læs også
På Værkets Facebook-side får publikum nu tilbudt en gratis koncertbillet:
- Kære kunder til Chuck Berry. I dag er der blevet sendt en mail/SMS/brev ud til alle, der var til koncerten. Som koncertarrangør lever vi med, at vi ikke har nogen indflydelse på, hvad kunstnere præsterer på scenen. Vi anerkender dog, at denne koncert var under lavmålet for, hvad man kan acceptere, og derfor kan alle kunder vælge en gratis koncertbillet på Værket efter eget valg. Læs mere i det brev, du får som kunde.