Kan ordblindhed masseres væk?
Skoleklasse deltager i usædvanligt forsøg
En gruppe på 11 familier i Skanderborg Kommune er gået ind i et banebrydende pilotprojekt. Fælles for familierne er, at deres børn har svært ved at følge med i undervisningen. De følger nu den såkaldte refleksterapi, som er helt ny i Danmark.
Behandlingen går ud på at stimulere hjernen ved at massere kraniet, hænder og fødder, og det har vist sig at kunne forbedre læsning og koncentrationsevne hos både børn med ADHD og ordblindhed.
Niårige Joachim Pedersen har lidt af stærk ordblindhed hele sin skoletid, og allerede efter fire måneder med refleksterapi er der sket en mærkbar forandring.
- Han kan læse væsentligt bedre nu, end han kunne tidligere. Sidegevinsten, som vi er ovenud lykkelige over, er, at han er blevet en glad dreng med meget mere selvtillid. Det er bare fantastisk, siger Joachims mor Dorthe Stine Pedersen til TV 2 ØSTJYLLAND.
Bag pilotprojektet står Jens Hvalsøe, der er lærer på Bakkeskolen i Hørning.
- Jeg kunne håbe, at Skanderborg Kommune var friske på at sætte fut under det her, så de kan fortælle andre kommuner, at det er en rigtig god idé. Både for børnene, familierne og kommunekassen.
Se mere i videoen over artiklen og i nyhederne kl. 19.30 på TV 2 ØSTJYLLAND.