Mere tavletid til bibliotekarer
Lokker bibliotekarer ud i klasserne
Der skal flere lærere til på skolerne efter sommerferien. Det er de lange skoledage og helhedsskolen, der kræver det.
Og det bliver blandt andre skolebibliotekarerne, der må forlade bibliotekerne og stille op ved tavlen, fortæller DR Østjylland.
Aarhus Kommune er klar med en bonusordning, som blandt andet skal lokke flere skolebibliotekarer ud i klasserne for at undervise. For der skal flere undervisere til.
Skolerådmand i Aarhus Bünyamin Simsek siger, at der er tale om en aftale med incitamentsmodeller.
- Aftalen lægger op til en mere jævn fordeling af undervisningstiden. Skolebibliotekarerne får en bonus, hvis de underviser mere. Der er en skæv fordeling i dag, og nu er der i aftalen bygget incitamentsmodeller ind, der skal gøre det muligt, at undervisningstiden bliver mere jævnt fordelt mellem lærerne på den enkelte skole, siger Venstres Bunyamin Simsek.
Han slår fast, at reformen primært er et anliggende på den enkelte skole.
Skolebibliotekarerne venter i øjeblikket på en bekendtgørelse fra Undervisningsministeriet, som skal udstikke de kommende krav på baggrund af folkeskolereformen.
Bonusordningen får en lunken modtagelse mellem bogreolerne. Det er ikke sådan, at armene ligefrem ryger i vejret på bilbioteket.
Kredsformanden for De Danske Skolebibliotekarer i Midtjylland Lisbeth Thue Hansen fra Højbjerg tror ikke så meget på aftalens effekt.
- Jeg tror ikke, at man med en bonusordning kan lokke flere til at arbejde mere. Der er aldrig blevet arbejdet mere end nu ude på skolerne. Det kan dog være fair nok at finde nogle ekstra undervisere på skolernes biblioteker. Vi skal jo løfte i samlet flok, siger Lisbeth Thue Hansen til DR Østjylland.
Kilde: DR Østjylland