Ringer efter fartkontrol
Stigende antal østjyder anmelder fartglade bilister
Nye regler har gjort det nemmere for politiet at rykke ud til fartkontroller på henvendelser fra borgere.
Det mærkede en bilist på en villavej i Højbjerg, hvor politiet i dag stod på lur bag en hæk. Det var beboere på vejen, der havde bedt politiet om at komme. Bilisten, der trykkede for hårdt på speederen kørte 72 km/t og uden sele, og det endte med en bøde på 5.000 kr.
- Vi tager henvendelser om fartbilister meget seriøst, og de nye regler giver os flere muligheder for at være mobile og gå i dialog med borgerne, siger indsatsleder hos Østjyllands Politi, Chano Porse Sakskjær, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Formålet er at få nedbragt antallet af trafikdræbte.
- Det handler lige så meget om den præventive effekt ude på stedet.
Se politiet på fartkontrol i Højbjerg i indslaget øverst på siden.