Bruger storke som lerduer
Flere tusinde storke bliver skudt hvert år
Mens vi i Danmark taler om at oversvømme engarealer og landbrugsjord for at øge bestanden af vilde storke, synes en ganske anden indstilling at være dominerende i Libanon.
Omkring 5.000 storke må hvert år lade livet, når de trækker hen over det mellemøstlige land. Storkene bliver ganske enkelt nedskudt med det formål at fornøje skydegale personer.
Det fortæller Hans Skov fra Dansk Ornitologisk Forening onsdag i Go' Aften Østjylland.
- Der har været borgerkrig dernede, så der er våben alle vegne. Man bruger storkene som lerduer, når de flyver forbi, siger han.
- Det er simpelthen folk, der har aftrækkerkløe, og som ikke kan lade være, når de får muligheden.
Et problem siden 80'erne
Hans Skov fortæller, at problemet første gang blev kendt i 80'erne, og formentlig har stået på siden. At der nu igen er fokus på de mange nedskydninger skyldes, at jægerne er begyndt at lægge trofæbilleder på sociale medier til skue for hele verden.
- Det er meget sørgeligt. Når der er tale om forårstræk, er det ynglefugle og ikke ungfugle men etablerede, gamle storke, som er på vej tilbage for at lave afkom. Så det er jo 2.500 par, der mangler i Europa hvert år på grund af det skyderi, siger han.
En stor del af de europæiske storke passerer Libanon på deres vej sydpå til Afrika. Man regner med, at 70 procent af trækker ned over Libanon, og de sidste 30 procent trækker ned over Spanien.
I videoen øverst i artiklen kan du se hele interviewet med Hans Skov og høre, hvad han mener, man kan gøre ved de mange nedskydninger.
Du kan også se det i Go' Aften Østjylland onsdag kl. 18.15 og 21.20 på TV 2 | ØSTJYLLAND.