Ansat en ny leder
Kommune forsøger at rette op på rehabilitering
Kritikken af forholdene på den medicinske rehabiliteringsenhed på Thorsgården i Åbyhøj har nu fået ledelsesmæssige konsekvenser.
Rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, Jette Skive (DF), fortalte i TV 2 | ØSTJYLLAND i går aftes, at kritikken ville få konsekvenser, og i dag har kommunen så valgt at ansætte en ny daglig leder.
Den tidligere leder blev fyret i sidste uge, og nu er det så op til den nye leder at forsøge at rette op forholdene på rehabiliteringsenheden, fortæller områdechef i Aarhus Kommune, Jesper Lund Madsen:
- Vi er kommet dårligt fra start, og vi har løbende forsøgt at komme i mål med det, men det er ikke lykkedes os i den løbende proces, vi har haft, og derfor har vi sat nogle andre tiltag i værk.
Flere beboere, som TV 2 | ØSTJYLLAND har talt med, kritiserer forholdene på stedet for at være dårlige og mangelfulde. I nogle tilfælde har de ældre måtte vente i længere tid på at komme på toilettet eller på at få serveret måltider.
Kommune: Vi må videre
Udover ansættelsen af en ny leder på den medicinske rehabiliteringsenhed på Thorsgården, har Aarhus Kommune også ansat en specialiseret sygeplejerske.
Sygeplejersken skal fungere som støtte og sparring for personalet. Sammen med den nye leder skal sygeplejersken være med til at skabe struktur og bedre kommunikation mellem personale og beboere.
Derudover har Aarhus Kommunes tilsynschef i dag været på besøg på rehabiliteringsenheden for at tale med både beboere og pårørende.
- Det sker for at få et billede af, hvad beboerne faktisk har oplevelser med stedet, så vi har fakta at bygge vores handlinger på, siger områdechef i Aarhus Kommune, Jesper Lund Madsen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Rehabiliteringsenheden blev oprettet i oktober 2013 for at tage imod blandt andet borgere, som er kommet hjem efter et sygehusophold.
Se et tv-indslag fra Aarhus Kommunes nye tiltag øverst i artiklen.