- Det er slet ikke rimeligt
Folketingets retsudvalg klar til ændringer
Det er urimeligt, at Benjamin Holstebroe selv skal betale for en retssag, og Folketinget bør lægge et snit, så det er myndighederne, der aktivt går ind og efterforsker og rejser sager som Benjamin Holstebroes. Sådan siger Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), der er formand for Folketingets retsudvalg, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Udtalelsen kommer efter, at vi i dag kan fortælle, at Benjamin Holstebroe angiveligt ikke får hjælp til at rejse retssager, efter et gammelt billede af ham er blevet sat i forbindelse med pædofili på nettet.
Tidligere i år oplevede Benjamin Holstebroe, at der var blevet oprettet en falsk profil på Facebook med det gamle billede af ham. Den falske profil blev oprettet af en angiveligt pædofil mand på Sjælland med det formål at komme i kontakt med mindreårige piger.
En af dem, manden fra Sjælland kontaktede på Facebook, var en ung 14-årig pige. Fra profilen blev der opfordret til sex. Derfor lagde pigens mor en advarsel ud, hvor hun advarede om, at manden på billedet var pædofil. Den advarsel blev delt over 8000 gange.
- Det her er svært, men der skal være en balance, så vi sikrer at de groveste sager får en mulighed for at blive rejst, og sådan er det bare ikke i dag, siger Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), der er formand for Folketingets retsudvalg, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se mere i interviewet øverst på siden.