- Gå nu i gang med de bøger!
Kommuner kæmper om at få folk til at læse
Fire ud af 10 danskere sætter sig aldrig ned og fordyber sig i skønlitteratur.
Det er den kedelige statistik, som Kulturministeriet nu vil forsøge at lave om på.
Derfor har ministeriet blandt 48 tilmeldte kommuner udvalgt 12 læsekommuner, som gennem en række anderledes tiltag skal forsøge at vække borgernes læselyst.
I Østjylland har hele to kommuner fået til opgave at få flere borgere til at læse - nemlig Horsens og Randers. De skal nu sammen med de 10 andre kommuner kæmpe om at blive landets bedste læsekommune.
På Plejecentret Præsthøjgården i Horsens betyder den nye titel, at der nu skal romaner på bordet i spisepauserne. Her vil plejecentrets personale danne en bogklub.
- Hvis man bare får tre-fire på en afdeling til at læse, så vil det jo være perfekt, siger husassistent Lis Muhlig til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Projektet på plejehjemmet er et blandt flere initiativer, som har gjort, at Horsens Kommune har fået titlen som læsekommune.
Det glæder kommunens biblioteker. De vil nu være med til at forsøge at skabe et fællesskab omkring læsning:
- Horsens er ikke sådan en by, hvor der bliver læst enormt meget. Uddannelsesniveauet er lidt lavere i Horsens, end det for eksempel er i Aarhus og andre byer, siger bibliotekschef Lisbeth Christensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
For at få borgerne i gang med at læse, uddeler Horsens Bibliotek blandt andet 600 gratis bøger i byen.
Se et tv-indslag om de nye læsekommuner øverst i artiklen.