Sådan får du mere vinterenergi
Ernæringsekspert giver gode råd i Go' Aften Østjylland
Vi kender det alle. Vores energiniveau kan være ret lavt her om vinteren. Det bliver hurtigt mørkt, og der kan gå flere dage, hvor vi ikke ser noget til solen.
Men med et par enkelte råd kan du få mere energi, og det er ikke kaffe og energidrikke, du skal satse på i kampen for at få mere energi, fortæller ernæringsekspert Per Brændgaard fra Aarhus.
- Hvad er det, der sker om vinteren? Der er mangel på lys, og så bliver der ikke dannet nok D-vitaminer i huden, selvom vi er ude, når solen skinner. Derfor er vi nødt til at spise D-vitaminer fra maden, siger Per Brændgaard til Go' Aften Østjylland.
Hvis du gerne vil have D-vitamin gennem maden, skal du især gå efter fede fisk som laks, makrel og torskelever. I jagten på mere energi anbefaler Per Brændgaard, at du undgår energidrikke.
- De fede fisk, som eksempelvis lak,s er en rigtig god kilde til at få D-vitamin. Men jeg vil ikke anbefale energidrikke, for så får du en masse energi ind i kroppen i form af kalorier og sukker, men det bliver du ikke mere energisk af, siger Per Brændgaard til Go' Aften Østjylland.
I videoen øverst i artiklen kan du se en smagsprøve på interviewet med Per Brændgaard i Go' Aften Østjylland. Få endnu flere råd til, hvordan du får mere vinterenergi, i aften kl. 18.15 og kl. 21.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.