Stor ombygning af Rosenhøj
Nu rykker håndværkerne ind
Mandag morgen rykkede håndværkerne ind for at påbegynde ombygningen af boligblokkene i Rosenhøj i Viby. Byggeriet er en del af en helhedsplan der skal skabe et nyt Rosenhøj.
Beboerne i Blok 18 er de første, der får besøg af håndværkerne i deres lejligheder. Mandag begyndte arbejdet på altaner og facader og senere på måneden skal indendørs installationsløsninger opdateres, og i nogle lejligheder skal der bygges nye badeværelser. Gennem de kommende år vil resten af Rosenhøjs blokke gennemgå den samme proces, ligesom områdets gårdrum friskes op og nye rækkehuse bygges.
- Det her er første skridt på vejen til et helt nyt Rosenhøj. For at det kan lade sig gøre, er beboerne vigtige medspillere, og derfor har vi gjort en stor indsats for at forberede dem både praktisk og mentalt på, hvad der kommer til at ske i og omkring deres hjem den kommende tid. Så lige nu afventer vi, hvordan beboerne i blok 18 oplever renoveringens startskud, siger Leif Jensen, direktør i Boligforeningen Århus Omegn, der står bag renoveringsprojektet.
- Som noget helt nyt har vi valgt at udarbejde individuelle tidsplaner for hver enkelt lejlighed, så beboerne kan få den bedst mulige information. Her i starten kræver det tæt samarbejde og sandsynligvis også lidt fleksibilitet fra alles side, til vi har helt styr på, hvordan planerne strikkes bedst sammen. Men indtil videre har beboerne taget rigtig godt imod os, og vi glæder os over at kunne komme ordentligt i gang med at vise, at vi kan løfte opgaven med at gøre drømme til virkelighed i Rosenhøj, siger Kent Frederiksen, der er projektchef hos Wicotec Kirkebjerg A/S i boligforeningens pressemeddelelse.
Der bor cirka 2.300 beboere i Rosenhøj, fordelt på 840 lejligheder. Renoveringen af Rosenhøj er et led i en helhedsplan, som vil medføre store fysiske forandringer i området og har som formål at skabe et endnu bedre boligområde. Blandt andet skal fire blokke bygges om til punkthuse med elevatortårne, så lejlighederne bliver tilgængelige for eksempelvis ældre beboere. På et ekstraordinært afdelingsmøde i Rosenhøj i 2011 stemte mere end 90 procent af de fremmødte beboere ja til helhedsplanen. Rosenhøj modtog i 2011 Social- og Integrationsministeriets pris som årets boligområde.
Se mere i indslaget ovenfor.