Kæmpeprojekt i Den Gamle By
2.000 kvadratmeter Aarhus-historie under jorden
Nu er forberedelserne til Den Gamle Bys næste store projekt startet. Museet tager nu fat på at grave ud til de nye underjordiske lokaler til Aarhus Story - en stor fortælling om byens historie, som har været efterspurgt gennem mange år. De nye lokaler på 2.000 kvadratmeter bliver underjordiske og bliver placeret på den vestlige side af Den Gamle Bys Sønderbrogade.
Projektet er støttet med 70 millioner kroner fra Købmand Ferdinand Sallings fond.
- Vi har været rundt i hele verden og se, hvordan de gør de bedste steder, og så tager vi det som afsæt, og samtidig prøver vi at skrue lidt op for ambitionsniveauet, og det er det, vi håber at kunne lave, siger museumsdirektør Thomas Bloch Ravn til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Som velkomstbygning til Aarhus Story opføres en gendigtning af Ferdinand Sallings hus, der oprindeligt lå i Søndergade i Aarhus. Byggeriet forventes at tage tre år.
Den engelske titel, Aarhus Story, signalerer, at udstillingen i høj grad også er for gæster fra hele verden. Den Gamle By håber, at titlen vil give gæsterne indtryk af, at der er tale om en engagerende fortælling mere end en traditionel byhistorisk museumsudstilling.
Se mere i indslaget øverst på siden.