Motorcyklist kvæstet i uheld
Kørte over for rødt med høj fart
En 53-årig mandlig motorcyklist er ramt af alvorlige indre skader, efter han kørte over for rødt lys og torpederede en personbil i Sabro.
Føreren af personbilen er en 59-årig mand, der kørte ad Vistoftvej i sydlig retning. Manden kørte frem i krydset ved Viborgvej, hvor han havde grønt lys og skulle dreje til venstre ad Viborgvej.
Idet han kørte frem, blev han pludselig ramt i venstre side af den 53-årige mandlige motorcyklist, der formentlig kørte frem for rødt lys i krydset med høj fart.
- Det er en ret alvorlig ulykke. Det kan vi også se på de svære skader, motorcyklisten har pådraget sig. Ifølge vores rapport er det alvorlige indre skader, udtaler vicepolitikommissær hos Østjyllands Politi Thomas Hinge til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Motorcyklisten blev omgående bragt til behandling på skadestuen. Heldigvis er han uden for livsfare, og hans tilstand betegnes som stabil.