Buschauffør: Det er forfærdeligt
Rystet over stenkastende unge
En række aarhusianske buschauffører er rystede efter en række tilfælde af stenkast mod bybusser i den vestlige del af byen.
Alene i december måned er der blevet kastet sten mod busser på Tilst Skolevej syv gange. Derfor er rute 3A blevet omlagt, så busserne nu kører i en bue uden om boligområdet Langkærparken.
- Det er forfærdeligt. Jeg kunne ikke køre de første to timer bagefter, siger en anonym chauffør, som har kørt en af de busser, der er blevet ramt af sten.
- Jeg kører op ad Tilst Skolevej. Så ryger der en sten igennem sideruden. Jeg bliver overrasket, kigger fremad og stopper bussen. Så kommer der en brosten flyvende og rammer forruden, siger den rystede chauffør til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Kun fire dage efter episoden oplevede den samme buschauffør igen at blive stenet af unge.
Angrebene på bybusserne har fået Aarhus Sporveje til at reagere og midlertidig omlægge ruten. Det er ikke første gang, at busselskabet tager denne strategi i brug.
- Senest i oktober måned havde vi problemer nede i Bispehave-området. men de er jo lykkeligvis løst, som det ser ud lige nu, siger buschef Frits Vittrup.
Se mere i tv-indslaget øverst på siden.