Leder: Tragisk hændelse
Personale hørte larm og opdagede overfald
Sent torsdag aften blev en 72-årig mand overfaldet på bostedet Tangkær i Ørsted. Overfaldsmanden var en anden beboer, en 42-årig mand.
TV 2 | ØSTJYLLAND har i dag talt med den faglige områdeleder på Tangkær, Jane Martinussen, som ligesom resten af personalet er påvirket af overfaldet:
- Der er jo sket en dybt tragisk hændelse, hvor to beboere kommer op at slås, og hvor det får et tragisk udfald, hvor der er en, der er kommet kritisk, alvorligt til skade, siger Janne Martinussen, faglig områdeleder ved Tangkær, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den 72-årige mand har fået alvorlige skader efter han ifølge Østjyllands Politi er blevet slået flere gange med et stumpt instrument.
Det var personalet på bostedet, som i aftes opdagede overfaldet, da de hørte larm.
- De hørte noget støj og i første omgang troede de faktisk, at det var en nytårsraket eller nytårshalløj, hvor de så fandt ud af, at en rude var blevet smadret, siger Janne Martinussen, faglig områdeleder ved Tangkær, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Beboere vurderes hver dag
Jane Martinussen understreger, at personalet handlede efter bogen og gjorde, hvad de kunne.
Hver dag bliver der foretaget en konkret sikkerhedsvurdering af en række af bostedets beboere for at finde ud af, om der skal igangsættes en række ekstra tiltag eller om der skal ske indlæggelse.
Risikovurdering bliver foretaget tre gange i døgnet, hvor to fra personalet vurderer, hvor stor en risiko den enkelte beboer udgør for sine omgivelser.
Både den 72-årige og 42-årige mand havde fået foretaget en risikovurdering.
- Det kom også bag på os. De er så upåfaldende begge to. Det gik så hurtigt. De er jo nok kommet op at skændes om et eller andet. Vi har ikke observeret noget, siger Janne Martinussen, faglig områdeleder ved Tangkær, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Bostedet vil nu gennemgå arbejdsprocedurerne og kortlægge, om der noget, der kan forbedres. Ifølge den faglige områdeleder Jane Martinussen vil der altid være en risiko:
- Uanset, hvor gode vi bliver og uanset, hvor god en systematik, hvor gode vi er faglige, så kan jeg ikke sige, at det her ikke vil ske, fordi vi er mennesker alle sammen.