Angriber partiformanden
Leif Lund retter kritik efter udmeldelse
I et åbent brev til Dansk Folkepartis organisationskonsulent, Steen Thomsen, retter Leif Lund her til aften et personligt angreb mod formanden for Dansk Folkepartis lokalforening i Silkeborg, Harry E. Madsen.
Det sker på baggrund af Leif Lunds udmeldelse af partiet tidligere i dag. Leif Lund meldte sig ud efter en sag om kupplaner mod den kommende borgmester, Venstres Steen Vindum. Her kom det også frem, at Leif Lund var åben over for at skifte over til Socialdemokratiet, hvis han fik mere indflydelse der.
Her til aften skriver Leif Lund så i et åbent brev, at han gennem længere tid har følt sig kørt ud på et sidespor af sin partiformand, og at han igennem halvandet år ikke har været inviteret med til bestyrelsesmøder i partiet:
- Det hele startede med, at Harry Madsen trods flere forsøg aldrig havde opnået at komme i byrådet, hvor han nu pludselig for små to år siden mente, at jeg burde trække mig fra Silkeborg Byråd, da jeg jo også var medlem af Regionsrådet. Og som han udtrykte det: "Hvis jeg ikke trak mig frivilligt, skulle han fand'me nok få mig til det", skriver Leif Lund i brevet.
Harry E. Madsen har da heller ikke ret meget til overs for Leif Lund og hans planer om at gå i mod Steen Vindum:
- At begynde at lave kupplaner bag om ryggen på sin gruppe er totalt utilstedeligt, og de mennesker, der har stemt på ham, må jo føle sig snydt på en eller anden måde, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se mere om den dramatiske sag i tv-indslaget øverst på siden.