- Han havde ikke andet valg
Forventede Leif Lunds udmeldelse
Det kom ikke som noget chok for formanden for Dansk Folkeparti i Silkeborg, da partiets nu tidligere byrådsmedlem, Leif Lund, valgte at melde sig ud af partiet tidligere i dag:
- Som jeg ser det, har han ikke haft noget andet valg, siger formanden for den lokale partiforening, Harry E. Madsen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Leif Lunds udmeldelse kommer efter en sag om kupplaner mod den kommende Venstre-borgmester, Steen Vindum.
Læs også: Leif Lund melder sig ud
Leif Lund skulle angiveligt være klar til at gøre Hanne Bæk Olsen (S) til borgmester og droppe konstitueringsaftalen med Venstre og Steen Vindum, hvis Hanne Bæk Olsen til gengæld stemte nej til forslaget om at udvide Nordskovvej og opføre en parkeringskælder under Torvet.
- At begynde at lave kupplaner bag om ryggen på sin gruppe er totalt utilstedeligt, og de mennesker, der har stemt på ham, må jo føle sig snydt på en eller anden måde, siger Harry E. Madsen.