DF vil ekskludere kupmager
Vil ikke have noget med Leif Lund at gøre
Står det til den lokale formand for Dansk Folkeparti i Silkeborg, Harry E. Madsen, så skal partiets byrådskandidat Leif Lund ekskluderes af partiet.
- Vi vil overhovedet ikke have noget med ham at gøre. Han er det mest løgnagtige menneske, jeg kender, siger Harry E. Madsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den voldsomme reaktion fra lokalformanden kommer efter, at Midtjyllands Avis har beskrevet, hvordan Leif Lund var klar til at gøre Hanne Bæk Olsen (S) til borgmester og dermed droppe den aftale, der var indgået med Venstre og Steen Vindum.
Ifølge avisen var Leif Lund også parat til, at melde sig ind hos socialdemokraterne igen.
VIDEO: Politisk drama i Silkeborg
- Jeg tvivler på, at socialdemokraterne vil have ham. De har smidt ham ud to gange før, og Leif Lund er der ingen, der kan stole på, siger Harry E. Madsen til TV 2 | ØSTJYLLAND
Harry E. Madsen fortæller, at den lokale partiforening nu vil indstille til hovedbestyrelsen i Dansk Folkeparti, at Leif Lund skal ekskluderes,
TV 2 | ØSTJYLLAND har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Leif Lund.