Fakkeltog mod ny reform
Borgere viste i dag deres utilfredshed
En gruppe borgere var her til aften samlet i Randers for at vise deres utilfredshed med den kommende kontanthjælpsreform.
Sammen gik de i et fakkeltog fra administrationsbygningen på Laksetorvet til byens Rådhustorv.
Nogle af deltagerne vil selv blive ramt af reformen, som indebærer økonomiske forringelser, mens andre bare ville vise deres sympati:
- Det gør jeg, fordi jeg er sygemeldt på fjerde år og er på kontanthjælp. Nu bliver min kæreste og jeg ramt her fra 1. januar, så vi er enten nødt til at flytte fra hinanden eller gifte os. Det synes jeg ikke, er okay, siger Karina Andersen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Jeg vil gerne støtte de svageste i samfundet. Ikke kun de svage, men også dem på kontanthjælp, som bare ikke kan finde et arbejde. Jeg synes, det er vigtigt at behandle hinanden ordentligt, siger Mikkel Jensen, der arbejder som butiksassistent, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Fakkeltoget var et blandt flere fakkeltog, som i dag blev arrangeret rundt omkring i Danmark. Det skete på dagen inden, at Folketinget går på juleferie.