Ekspedient skudt under røveri
Røveri mod MC-butik i Feldballe
Et røveri endte torsdag eftermiddag med skud mod en ekspedient i en motorcykelforretning på Lufthavnsvej i Feldballe på Djursland.
- Klokken ca. 16.46 går en maskeret mand ind i butikken og truer ekspedienten med en pistol og siger, at det er et røveri. Herefter affyrer han et skud, som rammer ekspedienten i skulderen, oplyser vagtchefen hos Østjyllands Politi.
- Ekspedienten er kørt på hospitalet. Han er ikke kommet alvorligt til skade og kan derfor behandles på skadestuen, fortsætter han.
Gerningsmanden slap fra stedet med et mindre kontantbeløb og politiet står foreløbig uden afgørende spor.
Gerningsmanden beskrives som 170-180 centimeter høj, brunt hår og kraftige øjenbryn. Han var iført sort tøj og havde et tørklæde for ansigtet.
Østjyllands Politi efterlyser mulige vidner til røveriet og kan kontaktes på tlf. 114.