Gennemgår 1.500 drab
Forsker skal belyse omfang af vold i drabssager
Asser Hedegård Thomsen er læge på Institut for Retsmedicin ved Aarhus Universitet.
Han har fået til opgave at gennemgå 1.500 drabssager i forbindelse med et forskningsprojekt.
1.500 drab er det samlede antal manddrab, der er blevet begået i Danmark gennem de seneste 25 år. Det svarer til omkring 61 drab om året.
- Årsagen er, at vi gerne vil belyse de her sager for at se, om vi kan finde et mønster i sagerne.. se, hvor mange læsioner har dem, som er blevet dræbt, og hvordan er de læsioner fordelt, siger læge Asser Hedegård Thomsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Forskningen skal belyse omfanget af vold i drabssagerne ved blandt ande at se på, hvor mange skud, knivstik, slag eller lignende, der er blevet påført den dræbte person.
- Det kan sige lidt om, hvor meget man har ville slå folk ihjel. Det kunne være interessant ud fra sådan et retsmedicinsk perspektiv, siger læge Asser Hedegård Thomsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Forskningen skal være med til at give politiet og retsmedicinerne ny viden i forbindelse med deres opklaringsarbejde.
Projektet sker i samarbejde med de retsmedicinske centre i København og Odense.
Asser Hedegård Thomsen og resten af forskerholdet går i gang med projektet til foråret og forventer, at det ligger færdig om fire til fem år.
Se og hør om Asser Hedegård Thomsens arbejde i videoen øverst i artiklen.