Sommerland vinder pris
Belønnes for investeringer og massiv vækst
Foran 24 andre kandidater vandt Djurs Sommerland i dag TurismeVÆKSTprisen 2013.
Prisen uddeles af Region Midtjylland og gives for at skabe ny vækst i turismen og inspirere det midtjyske turismeerhverv.
Djurs Sommerland fik ros af regionsrådsformand Bent Hansen (S) for at have skabt både økonomisk og beskæftigelsesmæssig fremgang.
- Vi er utroligt glade og stolte over at modtage TurismeVÆKSTprisen. Det ser vi som en stor anerkendelse af det arbejde, vi lægger i at tiltrække turister til både Djurs Sommerland og til hele regionen. Vi har også fremadrettet et stort fokus på at udvikle forlystelsesparkens oplevelser og tiltrækningskraft, siger administrerende direktør i Djurs Sommerland, Henrik B. Nielsen, i en pressemeddelelse.
Ud over at Djurs Sommerland har skabt stor vækst, fremhæver Region Midtjylland i tildelingen af prisen, at forlystelsesparken med sine investeringer har været en katalysator i dansk turisme gennem tre årtier.
Djurs Sommerland har formået at øge besøgstallet fra 487.000 i 2007 til 752.000 i 2013.
Også projekterne "Living Home - Danish Design On Tour" og "Cruise With Aarhus" blev i dag belønnet, nemlig med temapriser for værdikædesamarbejde i turismen.