Landskampe i Randers?
Stadion opfylder UEFAs krav
Agger, Eriksen og Bendtner og resten af det danske fodboldlandshold på stadion i Randers?
Umiddelbart lyder det urealistisk, men efter indvielsen af en ny tribune på AutoC Park er Randers FCs normale hjemmebane nu egnet som landskampsarena.
Fodboldforbundet UEFAs krav for afvikling af landsholdets kampe lyder ifølge Randers FC på minimum 8.000 siddepladser.
Efter åbningen af den nye tribune på AutoC Park har det kronjyske stadion nu en samlet kapacitet på 10.300, hvoraf de 9.000 er siddepladser.
Randers FCs nye såkaldte Nordtribune blev tidligere på måneden indviet i forbindelse med lokalopgøret mod AGF.
DBU har tidligere flyttet fodboldlandskampe fra Parken til provinsen. Således har Morten Olsens mandskab i løbet af de senere år blandt andet optrådt i Aarhus, Esbjerg og Aalborg.