Festuge-arrangører revset
- Det er helt ude i hampen
Røgen og larmen har dårligt lagt sig, før kritikken hagler ned over Aarhus Festuge. Der sker for lidt. Det er det samme, der sker hele tiden.
De kritiserer, at arrangementerne har været for smalle og finkuturelle, og at festugen ligefrem har budgetteret med, at kun halvdelen af billetterne til arrangementerne ville blive solgt.
De nøjagtige salgstal er ikke opgjort endnu, men det forventes også, at det kun er omkring halvdelen af billetterne, som er solgt. Og det mener kulturrådmanden ikke er i orden, når en stor del af festugens budget kommer fra skatteyderkroner.
- Det er fint nok at budgettere konservativt, men det afgørende er altså, at der er høj belægning, og at vi for de mange millioner af kroner, som vi bruger, rent faktisk får folk ind og køber billetter og oplever kunsten og kulturen. Så 50 procent - det er ikke godt nok. Det skal højere op, siger kulturrådmand, Marc Perera Christensen (K), til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Også Dansk Folkepartis Jette Skive, som er medlem af kulturudvalget i Aarhus Kommune, er utilfreds med den måde, der bliver drevet Festuge-forretning på.
- Hvis næstformanden i festugen var ansat i mit firma, så ville jeg opfordre ham til at gå, eller også var han blevet fyret. Med de udtalelser, han har i pressen i dag om, at vi ikke spiller for fulde huse - vi spiller for halvtomme sale, for vi skal ikke tjene penge. Det er simpelthen helt ude i hampen. Jeg har aldrig hørt noget lignende, siger Jette Skive til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Du kan se mere i indslaget øverst på siden.