- Loven skal laves om
Politikere støtter families kamp om familiesammenføring
Enhedslisten forsøger nu at komme Kenneth Iversen og hans vietnamiske kone, Yen Ngoc, til undsætning.
Partiet mener ikke, det kan være rigtigt, at familien har fået afslag på familiesammenføring, fordi Kenneth Iversen har modtaget revalideringsydelse i forbindelse med en arbejdsulykke.
- Jeg synes det er så åbenlyst urimeligt, og jeg synes, det er så åbenlyst, at vi har brug for at lave loven om, siger Johanne Schmidt-Nielsen (EL), politisk ordfører for Enhedslisten, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Står til udvisning af Danmark
Familien fra Aarhus har i mere end fire måneder kæmpet for at blive sammen som en familie i Danmark.
I denne uge kom den endelige afgørelse om, at Yen Ngoc skal udvises af Danmark, da Udlændingenævnet afviser at genoptage sagen.
Sagen har gennem de seneste måneder vakt stor politisk interesse, hvor flere politikere, deriblandt Aarhus's borgmester Jacob Bundsgaard (S), har forsøgt at lægge pres på justisministeren.
Nu står Enhedslisten så også klar med en hjælpende hånd. De vil have reglerne om familiesammenføring ændret.
- Forslaget går simpelthen ud på, at man ikke skal have afslag på familiesammenføring, fordi man har fået revalidering, altså støtte til at tage en uddannelse, når man har været ramt af sygdom eller en arbejdsulykke, siger Johanne Schmidt-Nielsen (EL), til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Forslag får blandet modtagelse
På Christiansborg får Enhedslistens forslag om en ændring af familiesammenføringsreglerne i dag opbakning fra De Konservative:
- Er der noget indhold og noget substans, der ikke virker efter den hensigt, den ånd, der var med den lov, vi lavede, så er vi villige til at se på enkeltheder, siger folketingsmedlem Mike Legarth (K) til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Forslaget får dog en helt anden modtagelse af ham, som alle forsøger at lægge pres på, nemlig justitsminister Morten Bødskov (S). Han vil ikke gå med til en ændring af reglerne.
- Det kan regeringen ikke støtte. Det kan regeringen ikke, fordi regeringen ikke har tænkt sig at ændre på reglerne om familiesammenføring, siger justitsminister Morten Bødskov (S) til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Også familiens advokat, Helle Thomsen, forsøger at påvirke justitsministeren. Hun har sendt et appelbrev til Morten Bødskov (S), hvor hun opfordrer ham til at indkalde Udlændinge- og Integrationsudvalget til en drøftelse omkring ændring af reglerne.