Var sikkerheden i orden?
Eksperter uenige efter Prince-koncert
Sikkerheden var i orden, da 50.000 gæster onsdag aften oplevede verdensnavnet Prince ved årets Smukfest i Skanderborg.
Det mener i hvert fald beredskabschef Bjarne Vinther fra Skanderborg.
- Det synes jeg jo - ud fra det, som jeg så. Jeg var der også, siger Bjarne Vinther til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Prince-koncerten er fra flere sider blevet kritiseret, fordi pladsen var mere end almindelig trang for de mange fremmødte festivalgæster.
Morten Thanning Vendelø, der er ekspert i, hvordan man håndterer sikkerheden ved store koncerter, er langt fra enig med beredskabschefen i Skanderborg.
Han undrer sig blandt andet over, at vagterne under koncerten udelukkende var placeret i en frontbue ved scenen - akkurat som ved den skæbnesvangre Pearl Jam-koncert i Roskilde i 2000.
- Så hvis der sker noget for eksempel fem meter fra frontbuen, så har de ikke rigtigt nogen mulighed for at komme derud, når publikum står så tæt, siger Morten Thanning Vendelø.
Ifølge smukfest.dk er der plads til 35.000 mennesker ved Bøgescenerne.
Se mere i tv-indslaget øverst på siden.