Urban farming hitter
Vil dyrke grøntsager i storbyen
Et drivhus på taget af en boligblok eller en krukker med krydderurter på strøget. Danskere, der bor i byer, vil også dyrke deres egne grøntsager. Det mærker Videncentret for Landbrug i Aarhus, der får flere og flere henvendelser fra folk, der vil have rådgivning om urban farming.
Et af de projekter, der har fået danskernes øjne op for, at man kan dyrke grøntsager selvom man ikke bor på landet, er et projekt i Gellerupparken ved Aarhus. Her dyrker beboerne deres egne grøntsager og kommer dermed tættere på produktionen af fødevarer.
- Vores arbejde med netop bylandbrug i Gellerup gør, at vi på Videncentret har oparbejdet ekspertviden om de fleste af urban farmings mange felter og deltager ganske naturlig i udviklingen og udbredelsen af den bynære fødevareproduktion, siger Trine Balskilde Stoltenborg, der er konsulent i Videncentret for Landbrug.
Urban farming kommer fra England, hvor det blandt andet bruges i socialt belastede boligområder til at begrænse fedme og sundhedsproblemer.
- Glæden ved landbrug skal ikke kun komme dem, der bor på landet til gode. Byboerne skal også opleve glæden ved at dyrke deres egne grøntsager, og bybørn skal lære, at agurker og tomater ikke gror i supermarkedet, siger Trine Balskilde Stoltenborg.