Oprykkere beholder træner
Tager ham med i 2. division
Oprykkerne fra FC Djursland kan se frem til at beholde deres nuværende træner Anders Bjerre, når de i næste sæson skal give sig i kast med 2. division.
Klubben har valgt at forlænge kontrakten med træneren, så han nu har kontrakt frem til slutningen af 2015.
For træner Anders Bjerre er det en beslutning, han er glad for. Han synes, det er vigtigt, at holde fast i den gode udvikling, som måske med tiden kan være med til at sætte mere fokus på Grenaa og hele Djursland.
- Der er gang i et godt projekt i FC Djursland, som jeg gerne fortsat vil være en del af. Vi har brug for succeser herude på Djursland, og sådan en er FC Djursland - både som fusionsklub, der samler en række moderklubber, og i forbindelse med oprykningen. Det ser vi, når borgmesteren indbyder holdet til hyldest, og når vi kan trække tilskuere til i et antal, der kan konkurrere med flere klubber i 1. division, siger træner Anders Bjerre i en pressemeddelelse.
Efter oprykningen fra Danmarksserien til 2. division er klubbens mål nu at forsøge at stabilisere sig i den nye division.