Opretter 100 nye fleksjob
Arbejdstid på mindre end seks timer om ugen
Randers Kommune vil hjælpe 100 arbejdsløse med at få et fleksjob.
De nye stillinger oprettes for at skaffe arbejde til ledige med en betydelig nedsat arbejdsevne. De såkaldte "mikro-fleksjob" er tiltænkt personer, der er i stand til at arbejde mindre end seks timer om ugen.
- Vi har igennem et stykke tid oplevet et stigende antal mennesker, der er godkendt til fleksjob med en begrænset arbejdsevne og i lang tid har været ledige. Det er dybt frustrerede for dem, og det har vi længe haft et ønske om at gøre noget ved, siger formand for arbejdsmarkedsudvalget i Randers Kommune Leif Gade (S) i en pressemeddelelse.
Savner arbejdsmarkedet
De nye stillinger er tiltænkt personer, der har været ledige i mere end 18 måneder, og hvor det ikke har været muligt at finde et arbejde på det private arbejdsmarked.
Stillingerne bliver oprettet inden for alle forvaltningsområder.
- Mange, der er godkendt til fleksjob, har en meget stor arbejdsidentitet, og den forsvinder ikke, selv om de på grund af sygdom eller lignende kun kan arbejde få timer om ugen. De savner arbejdsmarkedet, og med den her plan får de en tilknytning til arbejdsmarkedet igen, siger Leif Gade.