16-årig stak af fra politiet iført håndjern
En 16-årig dreng i håndjern stak af, da syv politipatruljer havde et opgør med mere en 100 unge ved Balle Forsamlingshus
En ungdomsfest i Balle Forsamlingshus ved Silkeborg lørdag aften og nat udviklede sig dramatisk mellem 100-150 unge og et stort fremmøde fra Sydøstjyllands Politi.
En 16-årig dreng blev af festens dørmænd omkring midnat smidt ud fra festen.
Da den 16-årige ikke ville forlade festen, tilkaldte dørmændene politiet, der ankom til stedet med en enkelt patruljevogn. Her blev politiet mødt af 100-150 unge, der havde taget opstilling foran forsamlingshuset.
Læs også
- Den 16-årige bliver anholdt, får håndjern på og bliver placeret i patruljebilen, siger Flemming Just, politiassistent, Sydøstjylland Politi til tv2oj.dk
Men der samlede sig hurtigt en kødrand af unge mennesker rundt om bilen, så betjentene ikke kunne køre fra stedet. Flere af de unge forsøgte at få den 16-årige ud af bilen.
- Det lykkedes dem at få dørene op. Så stikker den 16-årige af, siger Flemming Just.
Læs også
Herefter tilkalder politiet forstærkning, så der på et tidspunkt er syv politibiler på stedet, hvor yderligere en person blev anholdt for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Herefter lykkedes det politiet at opløse festen og sende de unge hjem.
Politiet fandt dog hurtigt den 16-årige, der var løbet hjem. I mellemtiden havde han fået savet kæden på håndjernene af. Manchetterne havde han stadig på. Her blev han igen anholdt og taget med af politiet.
Der venter nu den 16-årige seks sigtelser. Blandt andet er han sigtet for at komme med fornærmelser mod politiet, for at stikke af og for at lægge hindringer i vejen for poilitiet.