Nazi-vold i Aarhus på film
Politisk vold fra det yderste højre belyst i ny dokumentar
En ny dokumentarfilm "Det mørke Århus - når politik har en pris" er her til aften udkommet på nettet.
Filmen belyser, hvordan volden fra det yderste højre har sat sit præg på byen og på nogle af de mennesker, som volden er gået ud over. Blandt andet hvordan flere af unge venstrefløjsaktivister de senere år har måttet flytte fra byen for at undgå overfald.
- Med filmen har vi ønsket at skabe en samlet fremstilling af historien om det yderste højres voldskampagne i Aarhus. Vi vil gerne rette fokus på dette problem, som vi ikke mener bliver taget alvorligt af det officielle Århus, fortæller Rasmus Preston, en af producenterne bag filmen.
Et politisk indlæg
Gruppen bag "Produktionskollektivet Opbrud" kommer alle fem fra forskellige grupperinger på venstrefløjen. Alligevel mener talsmand, Rasmus Preston ikke, at dokumentarfilmen skal ses som politisk indlæg.
Men ville den yderste højrefløj ikke kunne lave en tilsvarende dokumentar om vold begået af den yderste venstrefløj?
- Nej. Den påståede vold, kan vi ikke genkende. Langt fra. Det lyder ofte i medierne, som om der her er tale om to parter, der er lige gode om det. Det er ikke tilfældet. Jeg kender til tre-fire tilfælde af vold fra venstrefløjen, men jeg kan opremse 40 tilfælde af vold fra White Prides side uden problemer. Alene i 2012 var der 12-13 tilfælde af politisk vold mod venstreorienterede og minoriteter i byen, siger Rasmus Preston.
Den politiske vold i byen var på sit højeste i nullerne. Det var også i denne periode, at en kvinde ved navn Charlotte Johansen gik undercover i White Pride og afdækkede både gruppens nazistiske tilhørsforhold og voldelige togter mod dele af venstrefløjen i sin bog "Forklædt som Nazist".