Laustsen tilbage i april
Rådmand genindtræder i jobbet indtil kommunalvalget
Den 2. april bliver en stor dag for Dorthe Laustsen, SF i Aarhus.
Det bliver nemlig dagen, hvor hun ruller ind på sit gamle kontor og for en kort bemærkning genindtager jobbet som rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune. Jobbet var hendes, indtil en voldsom trafikulykke satte en stopper for det for ni måneder siden.
- Jeg elsker mit job, og jeg har stadig nogle politiske ambitioner, selv om min valgperiode snart løber ud. Jeg har nogle slag, der skal slås og nogle kampe, der skal vindes, siger Dorthe Laustsen til TV 2 Nyhederne.
Den 67-årige politiker var meget tæt på at miste livet og lå længe i koma, men i dag er Dorthe Laustsen altså klar til at vende tilbage til sit job efter længere tids genoptræning.
Men at det kun bliver indtil kommunalvalget i november, er Dorthe Laustsen allerede klar over. Hun har forlængst valgt ikke at opstille til den kommende byrådsperiode.
Langt træningsforløb
Genoptræningen i forbindelse med ulykken har givet rådmanden for Sundhed og Omsorg et godt indblik som bruger af den service, hun selv som rådmand har været med til at definere. Og netop den erfaring har hun tænkt sig at gøre brug af i sit kommende halvår som rådmand.
- Jeg har de seneste ni måneder på min egen krop oplevet det danske sundhedsvæsen Der har været rigtig meget godt, men jeg er også fyldt med ideer til forbedringer, siger Dorthe Laustsen til TV 2 Nyhederne.
Hun peger blandt andet på samspillet mellem kommune og region, udviklingen af det nære sundhedsvæsen og den fortsatte udvikling af velfærdsteknologiske løsninger til glæde for det enkelte menneske.
Rådmandsposten har siden ulykken været besat af SF?s spidskandidat, Thomas Medom. Mens Dorthe Laustsen overtager roret på pinden, fortsætter han som almindeligt byrådsmedlem.