"Fornuften må sejre"
Folketingsmedlem ind i kampen for et varehus i Randers
Venstres lokale folketingsmedlem går nu ind i kampen for 350 lokale arbejdspladser i Randers. Så meget er der på spil i sagen om varehuset, hvor regeringen har tromlet hen over Randers Kommune og planerne om etableringen af et nyt varehus.
- Jeg vil kæmpe for de lokale arbejdspladser. Det kan ikke være meningen, at man skal kunne ændre reglerne i huj og hast, udtaler Michael Aastrup Jensen (V) i en pressemeddelelse.
Randers kommune har lige siden, en lovændring gav mulighed for det, arbejdet aktivt på at få etableret et stort varehus uden for Randers. Varehuset skulle sikre, at detailhandlen og mange hundrede arbejdspladser blev i kommunen frem for at rykke til de store centre ved Aalborg og Århus.
Skattekroner spildt
Ifølge Michael Aastrup Jensen ser udviklingsarbejde for millioner af skattekroner nu ud til at være spildt. Et flertal bestående af bl.a. socialdemokraterne og SF har fra den ene dag til den anden valgt at haste en lovændring gennem Folketinget, der sætter en stopper for projektet.
- Randers Kommune har handlet i god tro, investeret adskillige millioner i arbejdet og oven i købet holdt møder med miljøministeren om varehuset, udtaler Michael Aastrup Jensen.
Han peger desuden på, at ovændringen indebærer en forskelsbehandling mellem landets allerstørste byer, som forsat har lov til at etablere store varehuse uden for bymidten, og de øvrige, heriblandt Randers, som alene får lov til at placere varehuse i bymidten.
Men en stor del af landets bymidter rummer adskillige bevaringsværdige bygninger og har ganske enkelt ikke plads til et varehus.
- Det skriger til himlen, at der skal gøres forskel. Man ville jo aldrig høre nogen foreslå at bygge et indkøbscenter foran Christiansborg, siger folketingsmedlemmet.