Det skal bydelen hedde...
Nyt kvarter på Aarhus Havn har fået sit navn
Den nye havnebydel i Aarhus har fået et navn. Fremover skal bydelen hedde "Aarhus Ø".
På 11. etage af byens nyeste kollegium og med udsigt over den nye havnebydel kunne borgmester Jacob Bundsgaard (S) og rådmand Laura Hay (V) i dag afsløre, at arbejdstitlen "De Bynære Havnearealer" nu bliver skiftet ud med "Aarhus Ø".
Dermed bliver "Aarhus Ø" en bydel på linje med eksisterende kvarterer som for eksempel Trøjborg, Frederiksbjerg og Aarhus Midtby.
Det nye navn er resultatet af en længere proces, hvor blandt andet et udvalgt navnepanel har bidraget med input.
- Det er vigtigt for en ny bydel, at den får skabt sin egen identitet, også gennem et navn. Aarhus Ø er i mine øjne en stærk identitet og et mundret ord, som jeg er overbevist om, at områdets beboere og erhvervsdrivende samt resten af byen vil tage positivt imod, siger borgmester Jacob Bundsgaard i en pressemeddelelse.
Vil sikre kultur på Aarhus Havn
Også rådmand Laura Hay er begejstret for navnet på byens nyeste kvarter.
- Vi har valgt et navn, som slår fast, at der er tale om den nye bydel øst for den eksisterende by. Samtidig er navnet maritimt forankret - der er jo tale om et havneområde, og området får karakter af en ø.
Hvad synes du om det nye navn på den aarhusianske havne-bydel? Sig din mening på TV2OJs Facebookside.
Se mere øverst på siden.