Bent Hansen fortsætter
Regionsformand tager en valgperiode mere
Regionsrådsformand Bent Hansen (S) har efter måneders usikkerhed besluttet sig for at tage en valgperiode mere i politik og genopstiller derfor ved kommunalvalget i 2013 som Socialdemokraternes spidskandidat.
Det oplyser han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
64-årige Bent Hansen var i 2012 gennem et sygdomsforløb, hvor han blandt andet blev opereret for tarmkræft og det fik ham i slutningen af oktober til at overveje, om det var tid at indstille den politiske karriere.
En karriere som startede i 1981, da gymnasielektoren i samfundsfag og historie blev valgt ind i det daværende Viborg Amtsråd, - hvor han fra 1990-2005 var amtsborgmester - og som foreløbig er kulmineret med posten som regionsrådsformand i Midtjylland og formand for Danske Regioner.
Nu har lægerne erklæret ham helt rask og han siger at han føler sig frisk igen. Bent Hansen siger, at der er projekter, han gerne vil følge op på og færdiggøre i den kommende valgperiode.