Responce klar til at rykke ud
Akutlægebilerne bliver gule
Redningstjenesten Responce er så småt ved at være klar til at lade akutlægebilerne rykke ud i Silkeborg.
Horsens-selskabet skal fra 1. januar stå for driften af tre akutlægebiler og en akutbil i Silkeborg. Allerede nu er redningstjenesten dog flyttet ind hos Silkeborg Brand & Redning.
I går blev en pavillon, som skal huse ambulance-personalet, løftet på plads. Der er således endnu godt en uge til at blive helt klar, inden de gule Responce-biler efter nytår bliver en del af gadebilledet.
- Vi glæder os meget til vores samarbejde efter 1. januar, hvor vi om aftenen og natten skal bo hos Silkeborg Brand & Redning. En lægeassistent og en af regionens læger rykker ud derfra, siger redningsdirektør ved Responce Michael Sørensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.