Silkeborg:
En kvindelig bilist er blevet kørt til behandling på sygehuset, efter at hun fredag morgen kørte galt på hovedvejen mellem Bording og Silkeborg.Ifølge politiet kørte kvinden kl. 7.34 ind i en lastbil med entrepreør-materiel. Uheldet skete på Ringkøbingvej øst for Bording.
- Den kvindelige fører måtte frigøres, inden hun kunne køres til behandling. Vi ved endnu ikke, hvor slemt hun er kommet til skade. Men hun er ikke i livsfare, oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Spærret for trafik
Efter uheldet var vejen spærret for trafik. De øvrige trafikanter blev ledt videre ad andre småveje i lokalområdet, indtil hovedvejen senere blev åbnet op.
Hovedvejen vest for Silkeborg er en strækning, hvor der sker forholdsvis mange trafikuheld. Politiet håber dog, at strækningen med tiden bliver mere sikker.
- Der er jo kommet en motorvej derude. Det betyder forhåbentlig, at der bliver færre uheld, siger politiets vagtchef.