Familie henter Kim hjem
Efterlyst familiefar på vej hjem fra Holland
Den 42-årige familiefar Kim Erik Hansen, der forsvandt sporløst for næsten en uge siden, har kontaktet sin mor fra Holland. Familien i Silkeborg er nu på vej sydpå for at hente ham hjem.
Det oplyser lokalpolitiet i Silkeborg til dagbladet BT.
- Jeg har netop snakket med hans mor, og hun har talt med eftersøgte i Holland. Han ringede selv hjem til hende. Lige nu er de på vej ned til Holland for at bringe ham og bilen hjem, siger vicepolitikommissær Mogens Rubech.
Har det ikke psykisk godt
Politiet er ikke klar over, hvorfor Kim Erik Hansen - der også hedder Kim Storgaard - ikke selv kan køre bilen hjem, for han er ikke kommet til skade:
- Efter min opfattelse er det ganske frivilligt, at han er kørt derned i sin bil. Jeg ved ikke, om han er i stand til selv at køre bilen hjem, men jeg kan forestille mig, at han ikke har penge til benzin, og at det simpelthen er derfor, familien er på vej ned for at hente ham, siger Mogens Rubech til BT.
Selv om Kim Erik Hansen ikke fysisk er kommet til skade, har han det dog ikke psykisk godt, vurderer politiet i Silkeborg.