Flere indbrud i østjyske boliger
Politiet øger indsatsen mod tyve
Antallet af indbrud i private hjem stiger i Østjylland. Fra 2010 til 2011 steg antallet af indbrud med næsten 20 pct. i Østjyllands Politikreds. I de første tre måneder af 2012 er tallet steget med yderligere ti pct. Det skriver Århus Stiftstidende.
Østjylland er særligt hårdt ramt. På landsplan steg antallet af indbrud i private hjem med 2,5 pct fra 2010 til 2011. Derfor har området nu top-prioritet hos Østjyllands Politi.
- Vi kan bestemt ikke være stolte af, at antallet af indbrud bare fortsætter med at stige. Derfor arbejder vi også hektisk på at ændre billedet, siger vicepolitiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen til Århus Stiftstidende.
Et af fokusområderne for politiet er, at få bedre styr på de østeuropæiske bander. Det har blandt andet udmøntet sig i et samarbejde med feriehusudlejere og campingpladser.
- De tilrejsende kriminelle står for en større del af indbrudene, end vi hidtil har antaget. Derfor kontrollerer vi nu steder, hvor de kunne tænkes at bo og opholde sig, siger Jesper Bøjgaard Madsen.
Ud over de udenlandske bander har Østjyllands Politi også skærpet indsatsen over for de hælere, der aftager tyvekosterne.