Aarhus:
Hvad siger du til at hoppe rundt på dansegulvet, mens du spiser din frokost-sandwich?De fleste ville nok umiddelbart foretrække at sidde på en stol ved det sædvanlige bord i kantinen.
Men for 200 elever fra uddannelsesinstitutionen Aarhus Tech kommer frokostpausen i morgen, onsdag, netop til at glide ned, mens de danser. Fænomenet Lunch Beat kendes allerede fra udlandet, og nu er det altså også kommet til Aarhus.
Ideen med Lunch Beat er at give deltagerne mere energi og glæde, så de efter en times ”danse-frokost” går videre med deres arbejde på en ny og friskere måde.
- Vi synes, det kunne være sjovt at prøve konceptet af, og elevrådet har været helt med på ideen. Nu er vi spændte på, hvor mange der vil give den gas, når vores DJ skruer op for rytmerne, og de lækre ”danse-venlige” sandwich samt frugt og vand bliver sat frem, siger vejleder og initiativtager til Lunch Beat Annette Thejsen i en pressemeddelelse.
Center for mad og gastronomi på AARHUS TECH står bag Lunch Beat-arrangementet. Ca. 200 elever fra slagter-, kokke-, cater-, frisør- og HTX-uddannelsen bliver budt op til dans.
Lunch Beat kendes allerede i udlandet. Videoen nedenfor er fra Stockholm i Sverige: