Økokøerne danser på søndag
På søndag den 22. april kommer de økologiske køer på græs
Økologiske landmænd slår søndag den 22. april dørene op for både køer og gæster på 68 gårde over hele landet.
- På Økodag åbner de økologiske landmænd dørene, så alle kan komme ud og opleve et stykke af dansk landbrugskultur. Der er mulighed for at blive klogere på økologien og at røre, lugte, se og smage den, siger projektleder i Økologisk Landsforening, Birgitte Nygaard.
Køernes forårsfest kaldes Økodag og er arrangeret i et samarbejde mellem Økologisk Landsforening og flere økologiske mejerier. Mange tusinde danskere tog turen ud på landet sidste år, og Økodag er også populær hos køerne, som kommer på græs efter en lang vinter i stalden.
- De hopper og springer ud på marken, og det er et klart udtryk for, at de er glade, siger Thorkild Nissen, som er kvægbrugskonsulent i Økologisk Landsforening.
Vil du opleve køer, som er helt pjattede af glæde, så læs mere på www.økodag.dk - her kan du også finde en gård i nærheden af dig.