Gødningsskandalen ruller
Ulovlig import af gødning får konsekvenser
En sag om omfattende ulovlig import af gødning og sprøjtemidler på blandt andet Djursland trækker nu tråde helt op i toppen af dansk landbrug. Det skriver Politiken torsdag.
Onsdag besluttede et medlem af Landbrug & Fødevarers hovedbestyrelse at trække sig på grund af sagen, hvor de østjyske bagmænd er sigtet for ulovligt at have importeret 15.000 ton gødning og 45 ton sprøjtemidler og solgt det til landmænd uden om miljøkontrollen.
Det drejer sig om landmand og formand for fødevarevirksomheden KMC, Martin Arvad Nielsen, som sammen med topfolk fra blandt andet Arla og Danish Crown har repræsenteret fødevareindustrien i den magtfulde interesseorganisation.
Martin Arvad Nielsen trækker sig i kølvandet på, at Politiken for nylig kontaktede ham og forelagde ham oplysningerne om, at hans navn optrådte på en liste over 112 landmænd, som myndighederne mistænker for at have købt gødning af to bagmænd på Djursland.
Politiet efterforsker sagen
Politiet er i øjeblikket i gang med at efterforske den omfattende sag. Ifølge listen, som Politiken er kommet i besiddelse af, har Martin Arvad Nielsen købt 24 ton såkaldt sort gødning af bagmændene. Selv fastholder han sin uskyld.
- Der er tale om en gemen fakturafejl, men da jeg ikke ønsker at belaste Landbrug & Fødevarer, trækker jeg mig, siger han til Politiken.
Ifølge Kaj Sand-Jensen, professor i ferskvandsbiologi på Københavns Universitet, er den ulovlige gødning et stort miljøproblem.
- Det kan give forøget nitratkoncentration i drikkevandet på grund af øget nedsivning, men ellers er det alvorlige især, at det giver en øget belastning af søer, vandmiljø og kystområder, siger han.
I Landbrug & Fødevarer erkender man nu, at erhvervet er presset af sagen.
- Det her er rigtig ærgerligt. De folk, der gør det her, trækker store veksler på det øvrige erhverv, siger formand Niels Jørgen Pedersen til Politiken.